I förra numret av Alba ställde Christer Wigerfelt några frågor om sport, kropp, rörelse och dess kopplingar till samhällsutvecklingens krafter, med anledning av boken The People of Democracy, av Henning Eichberg. När Eichberg här svarar på frågorna, visar det sig att ett centralt tema är demokrati och sociala identiteter. Texten blir därmed samtidigt en spännande infallsvinkel till temat kulturpolitik och identitet, så vi väljer att publicera den här.
[vissa ord inom parentes är den svenska översättningen].

Hvordan hænger demokratiet sammen med den industrielle kapitalisme? Afhænger demokratiet måske af menneskenes produktion og ”fri” udfoldelse [utbredning] på marked, som nyliberalismens filosoffer postulerer? Eller trækker [drar] demokratisk liv og kapitalistisk liv snarere i to forskellige [olika] retninger og udelukker endog hinanden, som socialistiske teoretikere har ment?

I hvert fald trådte de to fænomener historisk samtidigt på scenen. Det moderne demokratis revolutionære optakt og den industrielle revolution skete i perioden 1770/1830 - og dette var desuden tidsrummet, da den moderne gymnastik og sporten udformede sig. Hvordan hænger det nu sammen?

Christer Wigerfelt har i Alba omtalt bogen ”The People of Democracy”, som prøver en kropslig-materialistisk tilgang til demokratiets folk ud fra menneskenes bevægelsespraksis. Ved gennemgangen af bogens argumentation har han savnet en anden dagsorden. Dermed gjorde han - indirekte - opmærksom på at der faktisk er to spor, der krydser hinanden på vejen til moderniteten (og måske også på vejen ud af moderniteten). De to spor har med hinanden at gøre og er alligevel ikke identiske med hinanden.

Om modernitetens kropslig-materielle basis
Én forandring i den moderne historie førte fra en epoke præget af agrarøkonomi og manufaktur til den moderne produktionskultur. Det var samtidig en kropslig-kulturel proces - fra adelsmæssige eksercitier og folkelig fest til moderne idræt og anden bevægelseskultur, som opbyggede en ny rituel konfiguration: præstation, spænding, hastighedsforøgelse. Modernitetens vej til 1900-tallets produktivisme har jeg prøvet at belyse i min historisk-sociologisk disputats ”Leistung, Spannung, Geschwindigkeit” (1978) og senest i artiklen „Die Produktion des ’Unproduktiven’“ i den antologien ”Der künstliche Mensch” (Köln 2003).

Den anden forandring førte fra adelsmagt, monarkisk enevælde og patriciat til det moderne demokrati. Også denne proces havde et kropslig-materielt grundlag: Den byggede på en ny praksis af folk som bevægelse. Folk udviklede en ny identitet i ”fest” og ”forening”, gennem fælles ”stemning” og ”energi”. Det er denne proces, bogen ”The People of Democracy” handler om. Snart skal en antologi under titlen ”Folk” bidrage yderligere til diskussionen af dette grundbegreb i kultur og demokrati.

Begge to processer - produktivering og demokratisering - kobler, som sagt, menneskenes ideer og organisationer til kropskulturelt basale forhold. Den industrielle fabrik, parlamentet, partiet, idrætsorganisationen - alle er overbygninger over menneskenes kropslige forhold til hinanden.

Begge processer lægger desuden op til kritiske pointer. Analysen af den industrielle produktivisme (og af sporten som resultatproduktion) lægger op til en kritik af den moderne ”produktivitets” mytologi. Og analysen af demokrati- som bevægelsesprocessen lægger op til en trialektisk diskussion af offentlig logik (stat), kommerciel logik (marked) og civilsamfundsmæssig logik (folk).

To spor krydser altså hinanden. Kan man relatere dem til hinanden - hænger de to sammen? Christer Wigerfelt skal have tak for, at han pegede mod dette spørgsmål. Som kan have en grundlæggende betydning for vores forståelse af modernitetsprocessen.
Vi kan godt være fristet at tænke de to spor sammen som en overordnet modsigelse mellem fremmedgørelse [alienation] og identitet. Fremmedgørelse vs. identitet er nok modernitetens grundkonflikt. Produktivismen bygger den systemverden op, som det moderne menneske siden Herder, Rousseau og Marx har beskrevet som ”fremmed” - som Entfremdung, alienation. Mens demokratiet er udtryk for en ny søgen efter identitet, og derfor forstod demokratiets folk sig (i første omgang i hvert fald) som et identitært, nationaldemokratisk folk. Nationens ”folk” havde stærke, men også problematiske konsekvenser.

Fremmedgørelse vs. identitet? - men det kan lyde sort-hvid, dikotomisk, antagonistisk. Vil man undgå det, er der lagt op til en ikke-dualistisk analyse.

Produktionssportens scenarier…
Måske når man et skridt frem ad vejen ved nærmere at kigge på den moderne præstationssports aktuelle udvikling - og dens indre modsigelser.

Der er tendenser til at se den olympiske sport som udtryk for historiens endimensionale vej. Konkurrence og rekordproduktion, ”hurtigere, højere stærkere,” specialisering, standardisering og globalisering har sejret og efterlader alle andre modeller for bevægelseskultur som ”overrester” [ung. marginaliserade]. I bedste fald kan man tænke sig en todeling [tudelning], hvor den globale sportificering står overfor regionale ”modstandslommer” [motståndsfickor] i gestalt af gymnastik, harmløse pædagogiske lege og gamle folkelige lege.

Dette billede fortjener en historisk nuancering, men aktuelt differentierer det sig endnu mere. Set ud fra bevægelseskulturen udfolder der sig et panorama af forskellige scenarier, som dels er af mere hypotetisk art, dels af mere konkret-empirisk karakter (nærmere derom i antologien ”Post-Olympism?” Oxford 2004).

1. Individualiseringshypotesen er baseret på antagelsen om den ensomme atlet: Den olympiske sport - siger tesen - satser på ”det enkelte menneske” uanset dets kulturelle sammenhæng. Klasseløs, kønsløs (androgyn), nationsløs: Vi er vores eget jeg-projekt. Anthony Giddens kalder det ”selv-identitet”, Ulrich Beck ”Gesamtkunstwerk Ich”. Enhver er sin egen lykkes smed - det svarer til markedets og nyliberalismens grundposition.

Den globaliserede sport løser det (post-) koloniale problem f.eks. ved at sætte ”afrikaneren på ski”. I Finland blev to kenyanske atleter i 1990’erne trænet til skisport. De nåede faktisk det olympiske niveau. Men så snart medierne havde tilfredsstillet deres nysgerrighed, droppede sponsoren projektet.

Den enkelte atlet, blottet for enhver kulturel sammenhæng, minder om det, som Frantz Fanon i 1961 beskrev som kolonialismens ”psyko-affektive lemlæstelser - mennesker uden horisont, uden grænser, uden farve, hjemmeløse, rodfæstet i intet, engle”. Det beskriver en sammenhæng mellem individualisering og fremmedgørelse.

Individualiseringstesens abstraktion modsiges desuden af sportsverdenens kollektive udtryk i form af bl.a. nationalhymner, nationalflag og akkompagnerende etnopop. Også i forhold til professionelle firmahold virker individualiseringshypotesen snarere som ideologi - atleten er ikke alene i verden.
Men hvem er atleten sammen med? Et overraskende - rystende - svar er: med ”racen” [rasen].

2. ”Racernes” konkurrence: Afrikanske og afroamerikanske atleters stærke og synlige tilstedeværen i bestemte løbediscipliner har givet stof til en fornyet debat om ”de sorte” og ”de hvide” i sporten. Den nye ”race”-debat florerer især i Amerika. Men også i Kina går man - mere scientistisk og handlingsorienteret - til værks. Kinesiske eksperter har udarbejdet medaljestrategier for at undgå en satsning på discipliner som basketball, boksning og sprint, hvor sorte atleter dominerer. Med biologiske antagelser om blodgruppefordeling og lignende inddeler man igen sportsdisciplinerne i forskellige racetyper.

Man kan tale om ”den raciske folklores globalisering”, for at bruge et ord af John Hoberman.

Den nye globale race-diskurs om ”sort og hvid” falder paradoksalt nok tilbage bag den klassiske kolonialismes mere nuancerede forsøg på ”etnisk” at differentiere mellem ”stammer”. Dette hører ikke kun fortiden til. De succesrige kenyanske løbere kom, som John Bale og Joe Sang (1996) har vist, ikke fra ”nationen Kenya” generelt, men fra bestemte små mindretalsfolk. Lægger det så op til en ny etnisk tribalisering?

Spørgsmålet er ikke kun ”afrikansk”. Den kan forbindes med nyeste demokratierfaringer fra Europa.

3. Nye ”tribaliseringer”: Siden murens fald omkring 1989 er større statslige enheder gået i opløsning, og nye nationale enheder har markeret sig også i sportens felt. Mangfoldiggørelsen skete mest dramatisk på Balkan og i Østeuropa efter Sovjetunionens sammenbrud - med slovenske og makedonske, hviderussiske og estniske, usbekiske og turkmenske hold... Men også i Vesten gav f.eks. de Olympiske Lege i Barcelona opdrift for catalansk ”tribal” identitetspolitik, og Skotland og andre ”keltiske nationer” udvikler deres egen sportsidentitet. Snart vil vi nok møde Øst Timor og Kosovo som sportslige enheder - og hvornår ser vi hold fra Tibet, Baskerlandet, Kurdistan, Quebec, Nunavut (eskimoisk Canada), Tjetjenien, Korsika, Bretagne…?

Den nye tribalisering har undertoner af kulturel mangfoldighed, autonomi og befrielse. Men den varsler også mulig tribal krig. Den blodige konflikt mellem hutu og tutsi i Rwanda ligger ikke kun i en overstået fortid.

Fælles for de tre konkurrenceformer - „individernes“, „racernes“ og „stammernes“ kapløb - er, at de „producerer“ resultater. De fortsætter den industrielle produktivismes præstationsstræben.
Imens [under tiden] udfolder der sig helt andre praktikker og scenarier uden for den olympiske sports logik. Strategier af offentlig-statslig handling nedprioriterer produktionen af repræsentative resultater for at satse på velfærd og social integration, på reproduktionens kvalitet.

… og andre veje?
4. En større og større del af kropskulturen er af sundhedsmæssig og socialt integrerende art. Her kan man tale om velfærdsidræt.
I forlængelse af modernitetens klassiske gymnastikmodel mødes nye smarte praktikker, som orienterer sig mod individuel fitness, med traditioner fra folkelig selvorganisering og med den statspolitiske bekymring for folkesundheden. Fra politisk-offentlig hold er man desuden meget interesseret i den sociale integration af såkaldte “randgrupper”. Overskriftet over denne modsigelsesfulde blanding er Sport for all.

Sport for alle, integrations- og sundhedsidrætten bliver for tiden kraftigt omfavnet af den olympiske sport. Men den olympiske præstationsmodel med dens hierarkidannelse på den ene side og velfærdsmodellen med dens fokus på folks lighed på den anden forbliver i et spændingsforhold.

5. Helt udenfor det olympiske system udvikler sig derimod en militant antisportslig kropspolitik, som den nyeste muslimske fundamentalisme står for. Hos de afghanske talibaner har afvisningen af sporten været forbundet med en rabiat afvisning af musik og dans helt generelt. Kampen ramte især den folkelige nytårsfest Nawroz. Her slog en puritanisme igennem, som har rødder i den saudiarabiske wahabisme. Men det er for snævert at se fænomenet idehistorisk (eller pengehistorisk).

Den nypuritanske forbudskultur har sine rødder i det civile samfund og trækker derfra sine oppositionelle energier. Det civile samfund er ikke harmløst. Ud fra dette civil-folkelige grundlag tenderer fundamentalismen til offentlig-politisk aktion: Den antisportslige repression skal, sammen med en rabiat gender-dualisme, politisk realiseres i den muslimske scharia-stat. Fundamentalismens forbudskultur angriber med ret omfattende globale krav både sporten og dens alternativer, de lokale folkelige festkulturer.

6. På den anden side af spektret udvikler sig netop folkelig fest og leg i nyt omfang og i nye rammer. Populare traditioner og innovationer fører i nye retninger - gamle og nye lege, dans og ekspressive aktiviteter, kamp og dyst, natur- og friluftsliv, gymnastik som folkefest, meditativ fordybelse og trommens rytmer…

At tænke demokratiets afvikling
Hver af de forskellige scenarier betyder, at sociale identiteter bliver nykonstrueret. At mennesket er en ”individuel resultatproducent” og ”forbruger på verdensmarkedet”, er nok passende, men fortæller ikke hele historien. Kontrasterende siger den olympiske konkurrencekultur: Mennesket tilhører en større ”race” - eller en mindre ”stamme”. Mennesket er enten ”troende” eller ”vantro”, det hører til et af velfærdssystemets ”målgrupper” eller til folkekulturens civilsamfundsmæssige ”folk”.

Dels overlapper disse identiteter hinanden, dels modsiger de hinanden. Men uanset dette: Identiteterne opstår ikke bare i hovederne - de dannes i kropslig samspil mellem menneskene, i bevægelsespraksis.

Bevægelseskulturens sociologi fører dermed til grundlæggende spørgsmål om, hvem der er idrættens folk og demokratiets folk. Og hvem der bliver globaliseringens ”folk” i fremtiden.

Spørgsmålet rejses ikke tilfældigt i en tid, da magtens mænd utilsløret [öppet] er begyndt at legitimere koncentrationslejre, tortur og angrebskrig. Da man kræver demokratiet afskaffet ”for at bevare demokratiet”. Da der bygges storstater (som EU) uden om folks demokratiske selvbestemmelse, og da man tillader regeringen (som i USA) at blive bestemt gennem en mindretal, der har tabt valget. Alt dette er ikke kun processer ovenfra, men overbygninger over modsigelser ”hernede” i menneskenes liv.

På denne måde er vi del af spillet - som mennesker i bevægelse.
Og: Vi har næppe lov til at læse historien som en fortælling om den lovmæssige [lagenlig] vej hen mod bedre tider. Modsigelserne i menneskenes bevægelseskultur udfordrer til at tænke demokratiets afvikling som konkret mulighed.

2004.09.09