Pengar förklarar inte all sportslig framgång

[060615] Forlaget Klim i Aarhus er kendt for at lave [producera] gode, kritiske bøger, som desuden er omhyggeligt [omsorgsfullt] producerede med et godt lay out. I kraft af en stor succes med spændings- og kriminalromaner har man overskud til at udsende ”skæve” [smala] bøger om de særeste [ovanligaste] emner.

Hvem andre end Klim turde binde an med at udgive Bellmans sange oversat til thybomål [lokal dialekt]? Desuden laver man masser af samfundsdebatterende bøger, der tager emner op, som andre forlag i disse konformitetssøgende tider holder sig tilbage fra. Endelig har man også gennem årene udsendt en række bøger om idræt og sportskultur. Denne antologi føjer sig smukt ind i rækken. Den er den hidtil bedste bog om professionel fodbold i Danmark, som desuden som et nyt element ser på den professionelle fodbold ud fra en samfundsvidenskabelig synsvinkel.

Herved udfylder den et stort hul [hål] i den danske – og nordiske – idrætsforskning. Den svenske idrætshistoriker Jan Lindroth har ved flere lejligheder [tillfällen] efterlyst forskning i idrættens økonomiske historie, hvor han vel især [speciellt] har haft amatøridrætten i tankerne. Den side af sagen er endnu kun sparsomt belyst, men nu kommer der så en bog om den professionelle idræts politiske økonomi. Den er ikke mindre relevant, og man kan kun [bara] håbe [hoppas] på efterfølgere.

Bogen tager udgangspunkt i, at det er ca 25 år siden, professionel idræt blev indført i Danmark. Tankerne herom blev, som vistnok alment kendt, lanceret af Harald Nielsen og Helge Sander. Førstnævnte var kendt som professionel fodboldspiller i Italien og havde medvirket i en Far til fire-film, hvor han oven i købet sang en sang med omkvædet ”Bolden ruller, bolden ruller, alle er med…”. Sidstnævnte var sportsjournalist fra Herning og er siden blevet forskningsminister, hvor hans indsats i henseende til kvalitet kan minde om Harald Nielsens omkvæd.

Men altså: Som et af sidste lande [länderna] holdt man i Danmark fanen højt og værnede [skyddade] længst muligt om amatørfodbolden. Officielt. I virkeligheden var der tale om mere eller mindre skjulte [dolt] professionelle tilstande helt tilbage [redan under] i mellemkrigstiden. Der kunne nævnes adskillige eksempler herpå, i lighed med den halvprofessionalisme i Norge, som skildres så godt i det norske bidrag til antologien af to af Norges mest fremtrædende idrætsforskere Matti Goksøyr og Finn Olstad. Ikke så sjældent har den danske pendant hertil været camoufleret som kommunal professionalisme, sådan som man kender det fra eksempelvis Vejle og Odense: fodboldspillerne blev ansat [anställda] i kommunen. Denne historie kunne det have været interessant at se nærmere belyst, sammen med den svenske, som er relativt godt undersøgt. I det mindste for Göteborgs vedkommende.

Imidlertid er der så meget andet at glæde sig over i bogen. Ikke alle bidrag er lige tunge. Sådan må det næsten med nødvendighed være i en antologi, men der er adskillige højst læseværdige bidrag. Det gælder fx den veloplagte indledningsartikel skrevet af redaktørerne med et godt supplement af Jesper Jørgensen om superligaens økonomiske historie. Og bogens måske mest spændende artikel: Jakob Plesner Mathiasen og Lars Halgreens artikel om kommunal støtte til professionel sport. Her åbnes der for helt nye forskningsområder. Artiklen må være en øjenåbner for de mange, der er interesserede i forholdet mellem civilsamfund, oplevelsesøkonomi og statslig/kommunalpolitik. Forfatterne konkluderer, at grænserne mellem egentlig erhvervsvirksomhed og eliteidræt med ansatte trænere er hårfin.

Den kommunale støtte kan foregå under mange betegnelser. De eksempler, der anføres, på kommunal støtte til fx vederlagsfrit [avgiftsfritt] at benytte kommunale anlæg, er højst interessante. Myndighederne har ofte ment, at fodbolden har en særlig samfundsmæssig værdi for kommunens borgere [medborgare], og at den professionelle fodboldklub kan bidrage til en god branding af den pågældende by. Debatten i forsommeren i år i Aarhus i anledning af AGFs nedrykning fra superligaen og dennes betydning for Aarhus image er et godt eksempel herpå.

Det lovmæssige [lagenliga] grundlag for elitesport og prof-fodbold følges op i Rasmus K. Storms artikel, der mestendels drejer sig om fodboldspillernes uddannelsesmæssige baggrund. Her påpeges det, at fodboldspillerne generelt har en langt svagere platform at falde tilbage på efter endt karriere end fx håndboldspillere, der er mere højtuddannede. Hvad skal man stille op med disse fodboldspillere, der har brugt deres ”uddannelsestid” på at sparke til en bold? Klubberne hjælper kun i begrænset udstrækning med tilrettelæggelse af civilkarriere og uddannelse, og selv om spillerne har megen fritid til overs, er det kun de færreste [ett fåtal], som har lyst til at uddanne sig ved siden af.

Det fagforeningsmæssige og arbejdsmarkedsmæssige aspekt behandles af en af svensk idrætsforsknings tunge drenge, Bill Sund, som udviser et imponerende insider-kendskab til dansk fodbold. Han gør med udgangspunkt i de konflikter, som de professionelle spillere har været indblandet i, opmærksom på, at fodboldbranchen, som han kalder det, fortsat lider af et organisatorisk efterslæb med en paternalistisk [patriarkal] grundstruktur, som var gængs [gängse] på arbejdsmarkedet for et halvt århundrede siden.

Disse artikler udgør den ene gruppe i bogen. Den anden drejer sig om spørgsmålet om centralisering. Både Troels Troelsen og Tommy Laugesen tager i hver deres artikel det forhold op, at der i dansk fodbold har udviklet sig en tendens lig den, vi finder i Skotland med ”The old Firm”, dvs. kampen mellem Glasgow Rangers og Celtic om, hvem der vinder mesterskabet, i Holland – Ajax, Feyenoord eller PSV Eindhoven – Tyskland hvor Bayern München ”altid” vinder til sidst, Italien, Portugal etc. Dvs. at kampen om førstepladsen står mellem en til ca. fem fremtrædende klubber, medens resten udgør det tynde øl.

Her er det ikke mindst interessant at se på, hvad der forårsager en sådan tendens. Det drejer sig ikke kun om selve spillet, men også om det økonomiske bagland, hvor det spiller en rolle, om klubben har et tilstrækkeligt stort tilskuerpotentiale ved at fungere som regionens klub. Hvad man har overset, er det særegne fænomen, som ikke synes at have med professionalisme og cool cash at gøre, som hedder klubloyalitet. Det er der stadig eksempler på rundt om i Norden. Esbjerg er et godt eksempel i Danmark. Brann i Bergen et tilsvarende norsk, medens GAIS og Hammarby nok er de bedste svenske eksempler. Klubbernes tilhængere møder op, uanset om man spiller i Allsvenskan eller ej.

Tilbage står, at på trods af tendensen til centralisering i toppen af dansk fodbold med FCK og Brøndby i spidsen, er det lige så tydeligt, som det så glimrende vises af Birger Peitersen, at national succes ikke er ensbetydende med international fremgang. Ingen af de danske københavnerklubber, der i øjeblikket fører sig frem, har nogensinde præsteret noget, der ligner IFK Göteborgs og Rosenborgs præstationer ude i Europa. Her når dansk fodbold ikke nabolandene til sokkeholderne [ung. till samma nivå]. Det kan være en bitter pille at sluge for Don Ø og hans højtråbende makker Niels-Christian Holmstrøm. For begge de to herrer synes det at være tilstrækkeligt at score kassen på hjemmebane og håne jyderne [folk från Jylland].

Opsummerende: denne bog er højst læseværdig lekture for folk, der fortsat finder professionel fodbold interessant. Det faglige niveau er gennemgående højt i henseende til både videnskabelighed og fodboldkyndighed. Der er al mulig grund til at anbefale bogen. Klim har gjort det igen.

▪ Niels Kayser Nielsen

Bokomslag
Jacob Mangnussen og Rasmus K. Storm (red.)
Professionel fodbold
Klim 2005

Niels Kayser Nielsen är hostoriker vid Århus universitet, med idrott som en av sina specialiteter. Följer med spänning hur det går för GAIS i Allsvenskan.

Taggar
Dela den här artikeln: