Demokrati och marknad i idrottskrock

[081117] Idéerne om en sportens enhedsorganisation er et tab af idrættens indre demokrati. Politiske og strukturkonflikter forsvinder ikke med fusionen, men de søger sig et udtryk ad nye veje, ofte gennem uoverskuelige magtkampe i det indre af systemet, skriver Henning Eichberg. [danska ord översatta till svenska inom parentes]

Det sker sjældent [sällan], at en idrætspolitisk nyhed topper på avisens [tidningens] forside. Den 5. juni 2008 meldte Morgenavisen Jyllands-Posten [Danmarks största dagstidning] i hovedoverskriftet: ”Historisk fusion på vej i idrætsverdenen”. Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) var tæt på en køreplan for en sammensmeltning af idrættens to største organisationer. Man forventede ”en optimering af arbejdsgangene, et mere hensigtsmæssigt [ändamålsenligt] ressourceforbrug [resursanvändande] og en øget styrke i det politiske lobbyarbejde”.

JP [Jyllands-Posten] bemærkede imidlertid også, at ”parterne ikke har ønsket, at denne nyhed skulle ud allerede nu”.

Fusionsplanen var endnu hemmeligholdt. Dette henviste til et internt demokratiproblem i idrætsverdenen.

De største knaster lå i DGI, som har sine rødder i folkelig gymnastik, folkehøjskolerne og en kulturel forståelse af idræt som folkeoplysning. Denne folkelige idræt har noget at tabe i en olympisk orienteret enhedsorganisation. Derfor havde dens repræsentanter indtil da konsekvent modsat sig elitesportens frieri.

Offentliggørelsen i JP affødte [skapade] hektisk aktivitet inden for DGI. Formanden udsendte et internt brev, som advarede alle medarbejdere imod at udtale sig om sagen til offentligheden. Der skulle udelukkende tales med lederens stemme, når alt var på plads og forhandlingerne var afsluttet.



Fem dage efter JPs afsløring [avslöjande] gik de to organisationer ud til offentligheden med en pressemeddelelse, men den var tavs [förtegen] om sagens reelle politiske indhold. I stedet præsenteredes nogle tågede formål for den nye organisation, som ingen kunne være uenig i. Det nye ”DIF” skulle styrke idrætsforeningernes betydning og vilkår og sikre den organiserede idræt fortsat indflydelse. Der var desuden tale om det ”at udvikle synergi mellem breddeidræt og eliteidræt” – hvad så end synergi skulle betyde.

Til sidst og som bogstaveligt seneste punkt i rækken blev det nævnt som mål ”at sikre demokratiske og gennemskuelige [genomskinliga] beslutningsprocesser”.

Dette kunne godt tolkes, som om demokratiet inden for de eksisterende idrætsorganisationer netop ikke var sikret. Faktisk viste det kupagtige [kuppartade] fusionsforløb, hvor lidt gennemskuelighed der var. Den viste også, at demokratisk gennemskuelighed gennem den nye løsning heller ikke var tilsigtet.

Fusionsanstrengelsen indebar et paradoks i forhold til demokratispørgsmålet. Den borgerlige fløj, som de involverede idrætspolitikere overvejende er del af, fører normalt gerne ordet ”konkurrence” [tävlan] på tungen. Rigtigt er, at innovation fremmes gennem alternativer, og faktisk har stridskulturen mellem DGI og DIF ført til en idrætskultur, som andre lande misunder [avundar] Danmark for. Men netop denne konkurrencesituation skulle via fusionen nu afvikles.

At der er dybere sammenhæng mellem idrættens enhedsorganisering, politisk centralisme og demokratiproblemer, kan illustreres gennem nogle historiske erfaringer.



I Rusland konkurrerede efter 1917 flere fraktioner i idrættens felt, herunder såkaldte kropskulturister, der satsede på hygiejne og proletarisk kultur. Stalin afsluttede denne mangfoldighed [mångfald] og installerede en sovjetisk enhedsidræt under formlen ”kropskultur og sport”.

I Mussolinis Italien etableredes en enhedssportsorganisation med den olympiske komité CONI i spidsen. CONIs dominerende stilling, som er en arv fra fascismens centralstyring, udgør den dag i dag et strukturelt problem for italiensk breddeidrætspolitik. CONI har desuden fungeret som en maskine for doping og dens forsvar imod dopingkritikere.

Det ville være ensidigt at se centraliseringen kun i sammenhæng med diktaturer.

I Norden findes socialdemokratiske modeller for idrættens enhedsorganisation. I Sverige blev den organisatoriske ensretning efter 1945 alvorligt udfordret [utmanad] gennem firmaidrætten og den nyere trim- og breddeidræt, men genetableret i 1975. I Norge afviklede man i 1940erne under socialdemokratisk hegemoni idrætsorganisationernes konkurrenceforhold. I Finland påtvang regeringen i 1990erne organisationerne en enhedsstruktur under trusler [hot] om økonomiske nedskæringer. Den socialdemokratiske velfærdsstat viste altså i idrættens felt visse autoritære tilbøjeligheder
[benägenhet]. Især inden for den såkaldte folkelige organisationsverden rejser der sig grundlæggende spørgsmål om demokrati. Forslaget om fusionen havde strukturelle forudsætninger i DGI:s nyere udvikling.

Op til 1990erne var organisationens selvnedlæggelse utænkelig. Men fra 2001 blev organisationen grundlæggende transformeret. Hvad der tidligere var en sammenslutning med synlig oprindelse i folkelige bevægelser, blev til en koncern, ledet af direktører.

Dette medførte et vigtigt skifte i organisationens indre psykologi. I DGI var man aktiv, når man mente noget. Folk helt fra Venstre til SF spillede her side om side på samme boldgade. Den nye koncernstruktur efter 2001 skabte nye vilkår.

Nu skulle man netop ikke mene noget. Det var lederen – og efter delegationsprincippet: direktørerne – der skulle mene noget. Og resten skulle fungere.

I stedet for folkelig-demokratisk kulturpolitik drejede [handlade] det sig nu om servicering og management. En koncern af denne slags kan man godt dreje i en ny produktionsretning – eller fusionere – eller også nedlægge.

Forudsætningerne var også blevet skabt, da DGI nedlagde væsentlige dele af sin kritiske journalistik. Den ”historisk enestående” fusionsplan blev ikke mødt med intern debat i DGI, der ville leve op til den folkelige tradition for offentlig modsigelse.

Det vakte [väckte] desuden international forundring [förundran], at de danske fusionsplaner var blevet sat i gang, uden at man nærmere havde undersøgt de rigelige erfaringer [erfarenheter], som andre lande har haft med idrættens enhedsorganisationer. Danske idrætsledere gjorde sig f.eks. ikke klog på forholdene i Norge, Italien, Skotland eller Tyskland, skønt DGI gennem årene har haft livlige kontakter i disse retninger.

 ”Der burde forventes eller helst forlanges et minimum af kendskab blandt idrætsledere og idrætskyndige i Norge om udviklingen i et centralt naboland [grannland]”, bemærkede den norske idrætspolitiker Hans B. Skaset, tidligere formand for Norges Idrettsforbund, underfundigt om den danske fusionssag.

Ordene var formelt henvendt til hans egne norske fæller, men man kunne godt læse mandens ironiske spørgsmål mellem linjerne [raderna], hvordan danske idrætsledere kunne tillade sig en fusionsaktion uden at holde øje med de norske erfaringer. ”Man skal være ganske dårligt orienteret om de norske forhold for ikke at få associationer om lighedstræk med tilstanden i dansk idræt. Fusionen, som nu er initieret i Danmark, genfindes i Norge i den årelange, historisk betingede strid mellem distrikts- eller kredsapparatet og specialforbundene”.



Ud fra dette perspektiv kunne den danske fusionssag ses som udtryk for en vis [viss] provinsialisme hos idrætslederne herhjemme. Undersøgelser om idrætspolitiske forhold i Norge, Skotland og EU har vist, at der ligger dybere logikker bag idrættens organisatoriske mangfoldighed, og at disse gør sig gældende under ganske forskellige nationale og historiske forhold.

Den danske idræts mangfoldighed var altså ikke bare et levn fra gymnastikkens grundtvigske tid. Mangfoldigheden havde ikke mindst idræts-strukturelle grunde. Det var derfor, at dansk idræt blev internationalt kendt som model for demokratisk magtdeling.


Desuden er det ikke dokumenteret, at organisatoriske sammenslutninger har reduceret ressourceforbruget. Tværtimod kan netop en enhedsorganisation være præget af centralt overforbrug, der vækker idrætspolitisk bekymring.

Hvad der i stedet truer med enhedsorganisationen, er et tab af idrættens indre demokrati.

Politiske og strukturkonflikter forsvinder ikke med fusionen, men de søger sig et udtryk ad nye veje, ofte gennem uoverskuelige magtkampe i det indre af systemet.

I første omgang blev fusionen nu ikke til noget. Først sagte boldsportens DBU fra [ifrån] og så DIF. Men fusionsplanerne er ikke døde. Managementlogik og strukturel centralstyring er fortsat virksomme. Det samme er imidlertid også folks kulturelle mangfoldighed i det ustyrlige civile samfund.

▪ Henning Eichberg

Henning Eichberg är lektor vid Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet

Taggar
Dela den här artikeln: