Semiosfären i det ekologiska samspelet

minivinjett.biologi

[151201] minivinjett.biologiDe beteenden som uppvisas i naturen är ytterst inte framkallade av genetiska uppsättningar utan av förmågan till kommunikation. Naturen är inte bara invävd i biosfären utan även i semiosfären.

I en biosemiotisk forståelse er mening og betydning (sema) indbygget i kroppens natur (soma) og er ikke aspekter, der kan outsources til en ubestemt lokalitet i hjernen eller psyken. Uanset hvad det psykiske end er, så er det også krop. Ikke krop i den fysiske forstand, videnskaben hidtil har begrænset kroppen til, men krop i en semiotisk forstand; dvs en krop hvis hele dynamik er indlejret i det kommunikative samspil henover de overflader, der omgiver celler, væv [väv] og organer i kroppen såvel som kroppen selv som enhed i det større sociale spil, den indgår i. Bestandig kalibrerer kroppen sine indre processer med kravene fra omgivelserne, sociale som biologiske. Og bestandig [ständigt] overskrider kroppen sin egen overflade og bringer sig i samspil med andre kroppe under dannelsen af endnu mere omfattende sociale overflader.

Hvad der gælder mennesker, gælder alle andre organismer på kloden [Jorden]. At kalde det, der foregår i en svamp for psykisk er selvfølgelig outreret, men semiotisk kan vi godt kalde det. Alle organismer er utrætteligt [outtröttligt] beskæftiget med at uddrage ‘mening’ af de genstande [föremål] og hændelser de støder på. Enten er de ligegyldige og bemærkes [märks] slet ikke – en myre opfatter ikke bilens dækaftryk og bøgetræet [björken] ænser ikke Orions bælte – eller også gøres de indvendige gennem fortolkning, dvs. de bliver meningsfulde for organismen – myren tjekker andre myrers duft og bøgetræets rødder finder vej til fugten.

Vi kan derfor ikke i en semiotisk naturforståelse blive stående ved den økologiske niche, men må også inddrage den semiotiske niche. Ideen bag det semiotiske nichebegreb er at indfange totaliteten af de tegn i en organismes omgivelser, som den skal kunne tyde meningsfuldt for at sikre sin overlevelse og velfærd. Disse tegn omfatter selvfølgelig alle de traditionelle økologiske nichefaktorer: organismen må kunne skelne relevante fra irelevante fødeemner [födoämnen] og trusler, og den må kunne identificere nødvendige markører for de abiotiske eller biotiske ressourcer, den behøver: vand, læ, redebygningsmaterialer [bobyggnadsmaterrial], parringspartnere osv. Den semiotiske niche omfatter altså alle de fortolkningsmæssige [tolkningsmässiga] udfordringer, som den økologiske niche påtvinger en art.

At organismer generelt justerer deres adfærd [beteende] ved at tyde de ‘vink’ [antydan] eller ‘cues’, som det udvendige miljør stiller til rådighed [förfogande] for dem, har muliggjort en kolossal ekspansion af potentielle virkemidler [medel] for samspillet mellem livsformerne. En adfærd, der er tegn-styret snarere end genetisk styret, er åben for utallige slags modifikation. Et tegn behøver nemlig ikke at have den fjerneste lighed med den effekt det udløser. En klokkes ringen kan f. eks. få en gruppe skolebørn til at gå til deres klasseværelse [klassrum], og nogle få molekyler fra en kat kan sætte en stor hund i rasende bevægelse på jagt efter katten. Alt hvad der kræves for etableringen af en tegnrelation mellem organismer er, at sansningen [förnimmelsen] og fortolkningen [tolkningen] af tegnene falder inden for organismens artsbestemte formåen [förmåga]. Derudover må tegnet selvfølgelig være ‘pålideligt’ i den forstand, at det regelmæssigt ledsages af den begivenhed, som organismen frygter eller ønsker. Er disse betingelser opfyldt er det sandsynligt [troligt], at tegnet lidt efter lidt vil blive inddraget som støtte for organismens adfærdsstyring [beteendestyrning].

Måske kunne man endog foreslå den tommelfingerregel ]tumregel], at der aldrig forekommer en regelmæssig sammenhæng i naturen uden, at den bliver udnyttet semiotisk af en eller anden slags levende væsen. I alt fald er det oplagt, at de semiotiske interaktioner mellem arterne er af afgørende betydning for opretholdelsen [upprätthållandet]eller ødelæggelsen [ödeläggandet] af den økologiske orden.

Det er derfor vigtigt, at vi begynder at se os selv som indspundet i en semiosfære og ikke blot en biosfære. Det økologiske samspil mellem arterne er vidtgående [långtgående] bestemt af de semiotiske samspil mellem dem. Naturen betyder ikke bare noget for os, den betyder noget for hver enkelt organisme på Jorden. Det er denne betydningsside af livet, der må bringes i fokus, ikke blot for at forstå naturens egne styringsmekanismer, men også for at begrunde følelsen [känslan] af, at vi hører til her på Jorden, at naturen ikke er et fremmedvæsen [något främmande], samt for at lægge grundlaget for en naturetik, der ikke er baseret på sentimentale projektioner.

Den biosemiotiske ide indebærer derfor, at livet på Jorden udspiller sig i en global og evolutionær semiosfære, en sfære af tegnprocesser og betydningselementer, som udgør den forståelsesmæssige ramme [ram], inden for hvilken biologien bør arbejde: Semiosfæren er en sfære ligesom atmosfæren, hydrosfæren eller biosfæren. Den gennemtrænger disse sfærer fra inderst til yderst og består af kommunikation: lyde [ljud], dufte, bevægelser [rörelser], farver, former, elektriske felter, varmestråler, bølger [vågor] af mange slags: ultraviolette, ultra-soniske, magnetiske, elektriske, solare, og lunare samt kemiske signaler og berøringer. Kort sagt livstegn.

▪ Jesper Hoffmeyer
Jesper Hoffmeyer
Jesper Hoffmeyer
Dela den här artikeln: