Borgerlig kulturkamp i Danmark

 

AV HENNING EICHBERG


Extra

Danmarks kulturminister Brian Mikkelsen ville lägga ned ett fristående idrottsforskningsinstitut och skapa ett nytt direkt kopplat till departementet. Vi har skrivit om detta tidigare i Alba. Men historien har större räckvidd än så. Den borgerliga regeringen drog förra året igång en 'kulturkamp', skriver Henning Eichberg. Men istället för en kulturkritik underifrån, ser Eichberg tydliga kopplingar till den preussiska regimens försök att slå mot radikala och liberala strömningar i samhället med en 'kulturkampf' ovanifrån.
[enstaka danska ord översätts inom parentes]

Kulturkamp udtrykker, at der er alternativer. At der er forskellige [olika] kulturelle holdninger, der kæmper om magten. Dette budskab er sjældent [sällan] velkommen hos dem, der besidder magten. Alligevel kunne det i 2003 se ud, som om regeringen ville føre kulturkamp. En tilsyneladende modsigelse, som gør det nødvendigt at skærpe begreberne. Lad os tage idrætten som udgangspunkt:

Idrætten har kendt til kulturkamp siden 1970:erne, da staten begyndte at vise den en ny kultur- og velfærdspolitisk opmærksomhed. Det offentliges indblanding stødte sammen med den organiserede idræts interesser. De var imidlertid i sig selv delte [delade/ oense]. Indenfor den organiserede idræt voksede spændinger mellem den olympiske sport og den såkaldte folkelige idræt. Modsætningsforhold mellem elite og bredde, mellem sport og gymnastik, mellem det offentlige og det kommercielle, mellem by [stad] og land, mellem borgerlighed og kulturkritik blandede sig på en kompleks måde [sätt]. Hvis disse modsætninger blev forsøgt trukket frem [framdragna] i lyset og begrebet kulturkamp anvendt, risikerede man at blive skældt ud.

'At snakke om kulturkamp i dansk idræt er et udtryk for en formynderisk [förmynderi] og virkelighedsfjern [verklighetsfrämmande] gøren-sig-klog på idrætten.' Med al skarphed reagerede Danmarks Idræts-Forbunds [jmf svenska Riksidrottsförbundet] top i 1994 på den kritiske forskning, som kulturministeren Jytte Hilden havde bestilt. DIF-formanden talte om et 'pseudoforskningsmiljø på vildspor', som tegnede 'et fordomsfuldt, negativt og unuanceret billede af idrættens arbejde', og Jyllandsposten opdagede et 'kulturradikalt spinatbed' [ung. näste]. Idrætten skulle være noget, der befandt sig uden for kulturkampen. 'Idrætten' - og dens etablerede magtstrukturer - krævede konsensus.

Men idrætten var og er ikke en ensartet [likartad] størrelse i Danmark, og den er heller ikke underlagt en enhedsorganisation. Danmarks Idræts-Forbund (DIF) repræsenterede kun den ene side, mens Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) en anden og firmaidrætten (DFIF) [jmf Korpen] en tredje - plus alt den idræt, der dyrkedes uden for organisationerne.

Den kritiske forskning blev mødt med helt andre ord fra den folkelige idræts side: 'Idrætsforskningens vigtigste opgave er at stimulere, udfordre og provokere for dermed at stille spørgsmål ved det etablerede og skabe forudsætninger for den samtale, som kan føre til større indsigt og forståelse.' Sådan beskrev DGI:s formand i 1994 forskningens position i kulturkampen. Fronterne var klare, dengang.

Højreregeringen fra 2001 fulgte i første omgang den gamle spor: Magt og interesse imod kulturkampen. Kulturminister Brian Mikkelsen proklamerede i en kronik i [dagstidningen] Politiken i januar 2003: 'Kulturkamp afblæst'. For at afblæse [avblåsa] kulturkampen, må man ødelægge dens rammer og miljøer. Ministeren gav ordre om at fratage det kritiske idrætsforskningsinstitut IFO dets grundbevilling. Den olympiske vennekreds omkring DIF:s formand Kaj Holm havde fået sin ønske opfyldt.

Men 'afblæsningen' af kulturkampen kom på et ubelejligt [olämpligt] øjeblik. Højrefløjsregeringen havde nemlig på samme tidspunkt besluttet selv at indlede en 'kulturkamp' - som skulle være et alternativ til 'klassekampen'. Regeringens 'kulturkamp' begyndte med statsministerens nytårstale 2003, der vendte sig mod 'smagsdommere' og eksperter. I Weekendavisen i januar udnævnte Anders Fogh Rasmussen dette indgreb officielt til 'kulturkamp'. Den skulle levere begrundelserne for de institutionelle massakrer, som i første omgang blev rettet mod miljøpolitikken, freds- og menneskerettighedsarbejde og ulandsbistand, og så bredere mod kulturliv, forskning, undervisning og folkeoplysning [folkbildning]. Center for Menneskerettigheder, Naturrådet, Idrætspolitisk Id»program (IPIP), forskningsinstitut IFO og mange flere succesrige strukturer skulle fjernes.

Regeringens udspil betød en markant omlægning af kulturkampbegrebet. Det tidligere skældsord 'kulturkamp' var pludseligt blevet stuerent [rumsrent] og adopteret som regeringens eget fornemme slagord. 'Kulturkampen har sejret,' kunne de kritiske forskere juble - mens deres egen kulturkamp var tabt. Det var paradokset.

Nu var også kulturministeren nødt til at skifte spor. I august 2003 gik Brian Mikkelsen under overskriften 'kulturkamp' i offentligheden og beklagede sig i flere interviewer over et 'kulturradikalt meningstyranni'. Han hentede minder [minnesbilder] frem fra sin egen gymnasietid, da han blev mobbet, holdt uden for 'det gode selskab' og 'nærmest betragtet som et utilpasset individ'. Kulturkampen skulle nu føres tilbagevirkende mod '68:er generationen'.

Det var svært at finde et indhold i disse beklagelser. Hvad der kom nærmest var, at 'tyranniet' var 'USA-kritisk og miljøvenlig'. Med andre ord, regeringens 'værdikamp' burde ifølge kulturministeren sikre retten til at være ukritisk mod USA og ødelæggende for naturen. Det var ikke ligefrem medrivende budskaber. Kulturelt indhold kom ikke til udtryk i kulturministerens beskrivelse af 'kulturkampen'. Dermed viste det sig, at ordet var valgt uforsigtigt. 'Kulturkamp' betyder ikke det samme som 'værdikamp'.

'Kulturkampen' viste sig i hvert fald som et farligt 'våben' [vapen]. Erklærer man 'kulturkamp', kan det slå tilbage og gøre den kulturløse til grin [till åtlöje]. Pressen - også den borgerlige reagerede pinligt [pinsamt] berørt og tog afstand fra 'kulturkampens klovn' [clown]. Den indholdsmæssige tomhed og tonen af personlig forurettelse [förorättande] ville ikke engang hans egne vedkende sig. Det var ikke kun en personlig fiasko. Hverken de idrætspolitiske slagsmål eller kulturkampsproblematikken kan reduceres til spørgsmål om enkeltpersoners [enskilda personers] utilstrækkeligheder [otillräckligheter] eller bestemte lederes magtambitioner. De fortæller noget mere generelt.

Kulturkamp kan ikke føres uden kulturbegreb. Uden kulturelt indhold blev 'kulturkampen' fra 2003 til personangreb mod enkelte levende og gerne mod døde forfattere, mod de såkaldte kulturradikale. Denne polemik var de højreradikale populister fra Dansk Folkeparti langt bedre til end regeringen.

Desuden begyndte regeringen hen mod slutningen af året at tabe terræn [mark] i meningsmålingerne [meningsutbytet]. Befolkningen var åbenbart ikke interesseret i abstrakte 'værdikampe' og litterære personskænderier, mens arbejdsløsheden voksede, den kollektive trafik blev dyrere etc. For at rette op for dette dilemma, vendte statsministeren kursen igen. Han inviterede forfattere og tidligere udskældte [utskällda] 'eksperter' til middag. Kulturkampen blev erstattet med 'forsonlig' snak om kulturproducenternes fagforeningsmæssige interesser.

'Kulturkampen' gik altså inden for »t år gennem tre eller fire forskellige [olika] faser. Først blev kulturkampen erklæret som felttog mod eksperterne, samtidigt med at kulturkampen blev 'afblæst', herefter var der 'kulturkamp' alligevel, og så blev 'kulturkampen' efter dens hurtige fiasko ufrivilligt aflyst igen.

Zigzag-kursen viste [visade] noget grundlæggende: At det slet ikke var kulturkamp, der foregik. Hvad var det så? Var der kun tale om ideologisk magtpolitik, forvirret retorik og kamp om medieopmærksomhed?

Det kan være oplysende at se de danske forhold i et internationalt perspektiv. Det danske ord kulturkamp har et sidestykke i det tilsvarende tyske begreb Kulturkampf. Kulturkampf-begrebet stammer fra Bismarck-tiden - og er højt belastet af denne tradition. Kejserens regering erklærede Kulturkampf mod de såkaldte Reichsfeinde [rikets fiender]. Som det prøjsisk-tyske riges fjender regnede man først og fremmest Socialdemokratiet, som i 1878 blev forbudt. 'Fjenderne' var desuden den politiske katolicisme og venstre-liberalismen, men også rigets etniske (polske, danske og franske) mindretal og ikke mindst jøderne [judrana]. I stedet for visioner om, hvor man ville hen med det tyske samfund, opdyrkede [underblåste] regeringen og rigets dominerende borgerlige og aristokratiske klasser et indre fjendebillede.

Tysklands innere Verfeindung [skapande av inre fiender] blev senere genoplivet af nazismen og forsynet med en ny voldelighed [våldsamhet]. Men den endte ikke i 1945. Kulturkampf mod Reichsfeinde kunne man genkende i den kolde krigs antikommunisme og så igen under det tyske Berufsverbot [yrkesförbud] og Verfassungsschutz [författningsskydd] i 1970:erne. Men angsten for 'fjenden' trivedes i ikke mindre omfang i DDR, især under stalinismen, hvor dens foretrukne redskab blev Stasi [säkerhetspolisen], Staatssicherheit. Kulturkampf i denne tradition består af statslige tiltag ovenfra for at udrydde [undanröja] visse definerede 'fjenders' miljøer.

Den statslige bismarckisme-stalinisme er det modsatte af, hvad man på dansk forstår ved kulturkamp. Kulturkamp i dansk tradition betyder ikke at afskaffe, men at opbygge rammer for kritisk debat. I stedet for regeringens indgreb ovenfra med forbud og censur betyder kulturkamp aktivt frisind. De folkelige modsætninger om relevante livsforhold skal opmuntres og kvalificeres.

Kulturkamp bygger altså på anerkendelse og forudsætter blomstrende kultur- og forskningsmiljøer - som dem, Fogh-regeringen har nedlagt. Derfor er kulturkamp og Kulturkampf netop ikke det samme. Højreregeringens destruktionspolitik fortjener ikke ordet 'kulturkamp' - regeringen førte Kulturkampf med 'f'.

For at forstå forvirringen om kulturkampen skal man altså være opmærksom på forskellene mellem det offentlige system (staten) og det civile samfund. Staten kan godt føre Kulturkampf, men næppe kulturkamp. Staten kan etablere spindoktorer og smagsdommere. Og det offentlige kan prøve aktivt at forhindre kulturkamp ved at ødelægge intellektuelle og kulturelle miljøer.

Men der optræder paradoksale mekanismer: Da Center for Menneskerettigheder skulle nedlægges, oprettedes et Institut for Menneskerettigheder, da Naturrådet blev nedlagt, opstod Lomborgs institut, da det idrætspolitiske IPIP blev fjernet, måtte man opfinde det samme under navnet 'Børn og unge i bevægelse', og forskningsinstituttet IFO skal erstattes af Idrættens Analyseinstitut. Højreregeringen fortsætter tendensen af vækst i råd og nævn [nämnd]. Men den giver væksten en ny drejning [vridning] med managementtænkning, ønsker om kontrol og politisk disciplinering. Armslængdeprincippet var et forsøg på at lægge afstand til dette, men det har ikke gode vilkår for tiden.

Det civile samfund er derimod stedet, hvor den egentlige kulturkamp foregår. Kulturel udvikling betyder her at kvalificere de folkelige bevægelsers substantielle uenighed. Kultur er et alternativt rigdomsbegreb.

Det civile samfund er jokeren over for statens strategier. Højreregeringen har tabt 'kulturkampen' og er gået ned i meningsmålingerne. På idrættens område har kulturministeren forstyrret [stört] den eksisterende skrøbelige magtbalance mellem organisationerne, vendt elitesportens trænere, aktive og organisationen Team Danmark imod sig og dermed splittet det, som man ellers troede var den borgerlige kulturministers hjemmebane. Mere generelt vokser uroen i regeringspartiet Venstres bagland, om emner som nedskæringer i det offentlige, krigspolitik, arbejdsløshed og kommunalreform. Også i konservative kredse melder der sig ubehag, og konservative intellektuelle, som har et seriøst forhold til kulturkampen, rører kritisk på sig.

Idrætten leverer et billede: At kulturministerens politik peger hen imod at ensrette [likrikta] idrætsverdenen under en olympisk magthaver, støder sammen med danske traditioner for folkelig idræt, folkehøjskole, borgerligt demokrati og frisind. Det bidrager til at splitte netop borgerlige miljøer. Historien og 'folket' er ikke bare døde størrelser.

'Kulturkampen' fra 2003 var altså noget opreklameret (som også medierne og mange af regeringens intellektuelle opponenter har medvirket til). Men den har netop gennem sine forvirringer belyst grundlæggende processer i det civile samfund. Kulturkamp indeholder særlige [speciella] elementer, ellers fortjener den ikke navnet.

Kulturkamp er noget med kultur. Kulturkamp er mere og andet end 'værdikamp'. Man kan godt slå hinanden i hovedet med værdikataloger, som ved nærmere betragtning er mere abstrakte udgaver af partiprogrammer, uden at det har med kultur at gøre.

Kulturkamp er noget med folket. Dens fundament er det civile samfund, og den drejer sig om [handlar om] folks liv. Men de grundlæggende problemer om folkenes vilkår under globaliseringen blev ikke berørt i den såkaldte 'kulturkamp'-debat. Også den intellektuelle modstand mod regeringens 'kulturkamp' blev ført på højrefløjens præmisser. Den var ikke på højde med den foruroligende tendens, at den sociale indignation i dag søger sit hjemmested hos højrepopulisterne (DF). Ud fra hvilken kulturelle logik?

Det var svært at få øje på værdidebattens sammenhæng med det ulmende oprør imod det kolde, nyliberale samfund. Folkebegrebet har fået nye dimensioner i kampen 'mod globaliseringen'. I 1999 samledes tusinder af mennesker i Seattle med fantasifulde demonstrationer mod WTO-magthavernes interessepolitik. Protestbevægelsens farverige alliance blev siden kaldt 'global people of Seattle'. Demokratiets historie viser, at 'folk' altid skaber bevægelse i nye billeder, med nyt indhold og nye udtryksformer. Råbet 'Vi er folket!' dukkede for første gang op med den franske revolution i 1789 og blev dramatisk fornyet med murens fald 1989. Venstrefløjen har hidtil ikke været særligt dygtig til at udvikle teoretisk klarhed om 'folket' og dermed om demokratiets folk. Derfor står den ofte svagt over for [gentemot] højrepopulismen. Kulturkamp udtrykker, at folkelige bevægelser støder sammen.

Det 'folkelige' ved kulturkampen (eller dets fravær) viser sig ikke mindst i formen: Hvad er kulturkamp uden humor? Kulturkamp er andet og mere end en dybt alvorlig diskussion mellem dybt alvorlige intellektuelle om dybt alvorlige værdier.

Kroppen leverer billeder for denne udveksling - og dens skæve muligheder. I kampen at knytte næven. I samtalen at møde hinanden med tomme hænder (Hal Koch). At rette pegefingeren mod den anden. Når vi prøver det, så viser tre fingre tilbage mod os selv...

2004.04.22

Extra
Extra Henning Eichberg är kultursociolog och idrottsforskare. Han har varit professor vid universiteten i Odense och Köpenhamn. Tidigare i april utgavs hans bok 'The People of Democracy', Klim forlag. Det finns fler artiklar om och av honom i Albas textarkiv.
alba avslöjar
 

ALBA.NU NR 3 2004

 
 

 

 
 

Regeringens 'kulturkamp' begyndte med statsministerens nytårstale 2003, der vendte sig mod 'smagsdommere' og eksperter.